Alt det med småt

Nedenfor har vi samlet en masse af vores rammer og procedurer for forskellige ting. Har I spørgsmål, så må I endelig give lyd.

Vi kan alle komme til at ødelægge noget, hvis dette sker, er det vigtigt, at du ikke er ligeglad, men melder dette til en ansat på Rudehøj, som vil hjælpe dig med at tage hånd om dette. Der kan opkræves erstatning.

Det er fantastisk, at Rudehøj Efterskole ligger i Odder by med alle de muligheder det bibringer hverdagen. Da vi har ansvar for dig, er det vigtigt for os at vide, hvor du er, hvis ikke du er på skolen. Derfor:

  • Ved en tur ned i Odder, skal eleven orientere vagtlærerne via tavlen på lærerværelset.
  • Ved ture udenbys skal eleven altid lave en aftale med vagten og der skal være en direkte kontakt til vagtlæreren fra forældrene enten i Viggo eller telefonisk.
  • Når du færdes i byen eller uden for skolens område, er det vigtigt, at du tænker på hvilke signaler, du sender. Folk i byen kender os og vender tilbage med både ros og ris. Du repræsenterer nu Rudehøj, og vi tror på, at I kan gøre det godt derude.
  • På den anden side af Rude Havvej er der Boligforeninger, Ældrecenter og Kolonihaver. Deres fællesområder færdes vi ikke i. Det gælder også hele industriområdet.

Man må ikke opbevare medicin/naturmedicin på værelset. Du bedes derfor udlevere det til Maria Hørning eller din familiegruppelærer, som placerer det i skolens medicinskab på lærerværelset, hvor du altid har tilgang til det via en ansat. Vi må kun udlevere den medicin du selv har medbragt på efterskolen. Husk også her navn på alle æsker.  

Den syge skal selv møde op til morgenmaden og kontakte morgenvagten. Eleven skal deltage i de 2 første undervisningslektioner og derefter i samråd med Maria Hørning vurderes, om han/hun skal lægge sig syg. Hvis man lægger sig syg, gælder det for hele dagen. Når man er syg, er det også godt at få frisk luft, derfor opfordrer vi til, at man strækker benene og trækker frisk luft udenfor alene.

En syg opholder sig kun på eget værelse. Værelseskammeraten sørger for mad til den syge og for at service kommer tilbage til køkkenet samme dag.

Almindeligvis forventes det, at eleverne selv kan transportere sig til aftaler hos lægen.

Eleverne sendes i særlige tilfælde hjem under sygdom og kun, når skolen ikke synes, det er ansvarligt, hvis de bliver særligt plejekrævende eller hvis eleven på 2. dagen ikke er i bedring.

Weekend på efterskole er hygge, alternativt program, afslapning, kirke og god stemning, men naturligvis kan man have brug for at komme hjem og slappe af. Det er derfor vigtigt, at du husker at notere på weekendlisten tirsdag om dine weekendplaner af hensyn til køkkenets planlægning.

Hvis du er på Rudehøj i weekenden, er du her i hele weekenden (fra fredag til søndag), hvis du har andre planer, så må du tage hjem hele weekenden.

Ønsker du at have besøg i weekenden, skal dette godkendes og aftales med vagterne. Gæster skal følge husordenen og vagternes anvisninger. Gæster skal noteres på weekendlisten.

Skal du hjem og have en anden elev med hjem, skal begge forældre sende en besked til kontoret om at det er ok. Skal du besøge en anden elev, skal dine forældre give besked til kontoret om, at det er ok.

Du kan først tage på weekend, når stillede opgaver er udført, og dit værelse er i orden og godkendt af en lærer. Op til forlængede weekender og ferier er afrejse tidligst kl. 15.15.

Du skal være tilbage fra weekend fra kl. 19-22. Skolen åbner først efter ferier og FLW kl. 19.00

Musikanlæg må gerne benyttes på værelserne – dog kun i det omfang, at de ikke forstyrrer andre. I stilletimen og efter kl. 22.00 må man kun høre musik på lavt niveau. Fra kl. 22.30 til 07.00 skal alle musikanlæg/højttalere være slukket.

Vi er alle forskellige også hvad musiksmag angår, derfor forventer vi, at eleverne tager hensyn til deres omgivelser, og enhver henstilling fra andre om gener skal respekteres.

På Rudehøj har vi trådløst netværk på hele skolen. Du må som elev bruge din computer i al din vågne tid. Naturligvis bruges computeren til undervisningsrelaterede ting i undervisningen, men derudover må du bruge den til alle lovlige aktiviteter i din fritid. Hvis computeren overnatter på dit værelse, skal den sammen med alt andet elektronisk udstyr være slukket kl. 22.30. Hvis computeren ikke kan finde ud af at være slukket på de rigtige tidspunkter, så får den en ”nat-plads” på lærerværelset. 

Det samme gør sig gældende for spillekonsoller på værelserne – det er super god underholdning, men hvis det ikke er slukket kl. 22.30, så bliver konsekvensen, at spillekonsollen må blive hjemme ved mor og far herefter.

I tilfælde af brand samles alle ude foran skolen ved flagstangen. Her skal man stå sammen med sine værelseskammerater i nummerorden startende med pigegangens vær. 41, 21, 22 - herefter følger drengegangen vær 1, 2,3 osv.

Der vil i starten af skoleåret blive givet særlige instruks om dette.  

Der er hverdagsrengøring på skolen efter middag hver dag. Man er først færdig, når man er blevet godkendt af en af vagterne og har stillet rengøringsudstyret pænt tilbage på plads. Sammen med resten af familiegruppen gør vi grundigere rent på fællesområderne en gang om ugen, ligesom rengøring på værelset med værelseskammeraterne er fast en gang om ugen.

Der er stilletime på skolen fra kl. 18.30 – 19.30. Her skal du tilbringe tiden på dit eget værelse eller i lektiecafeen i spisesalen. Det er godt med tid til at lave lektier, eller slappe af. Man kan altid få hjælp til lektierne af en lærer i spisesalen.

Natten bruges til at sove for at være parate til næste dag, men bliver du syg, eller får du brug for en voksen i løbet af natten, kan du henvende dig til nattevagten, der sover i vagtværelset på 1. sal lige ved spisesalen. Bank på eller ring på telefon +45 87 80 06 06

Det er rart at kunne være sig selv på eget værelse og gang og derfor har drenge og piger kun adgang til hinandens gange ved åben gang i angivet tidsrum. Hvis dette ikke overholdes, vil der følge en kommunikation til hjemmet og det kan medføre hjemsendelse.

Det er altid muligt at tage i kirke i weekenden på Rudehøj. Hver måned har vi en weekend, hvor det er obligatorisk at tage med i kirke, hvis man er her i weekenden. Disse weekender står markeret i kalendere. Kirke kan foregå flere steder, men vi er oftest i enten Odder Frimenighed eller Århus Valgmenighed, som begge er menigheder med tilknytning til DanskOase, som er vores bagland.

Kl. 22.20 skal alle være på eget værelse og fra kl. 22.30 kommer lærerne rundt og siger godnat på værelserne. Herefter er man på eget værelse til næste morgen. For at give bedst mulighed for ro og mulighed for at sove, så prioriterer vi disse rammer højt.

Hvis man efter ”godnat” er uden for sit eget værelse, så kan man ikke være på efterskole den først kommende weekend.

Det er dejligt at have en kæreste, men vi forventer at kærestepar tager hensyn til omgivelserne og respekterer, at de er en del af et større fællesskab. Tidligere kærester har et særligt ansvar overfor hinanden.

  • Piger og drenge må gerne holde af hinanden, om hinanden og passe på hinanden.
  • Det er godt at tage hensyn både for hinanden og for fællesskabet. For eksempel er det rart at kysse, men det bør finde sted på en måde og på lokaliteter, så andre ikke føler sig generet af det.
  • Undgå at udlevere hinanden og hinandens hemmeligheder, heller ikke når I ikke er kærester længere.
  • Vi har valgt at kærestepar ikke må være alene i et låst eller lukket rum ej heller til åben gang.
  • Når man bliver kærester, skal man have en ”kærestesnak” med familiegruppelæreren, så vi lige får snakket den nye situation igennem med de glæder og mulige udfordringer det giver, når man er på Efterskole.

Vi søger en Lærer

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus.